NUS har 10 års jubilæum – og fejrer det med et vinterstævne

- og du kan stadig nå at komme med

NUS fejrer 10-års jubilæum i nytårsstemning med vinterstævne den 24.-26. januar 2020 i Onsild. Det er denne gang Mariagerfjord Kulturskole, som er er vært for stævnet, mens prøver og overnatning foregår på Mariagerfjord Idrætsskole.

Johanne G. Lorenzen dirigerer UngdomsSymfoniorkestret og Niels Bjerre dirigerer StrygerEnsemblet. På stævnet spilles musik af Bizet, J. Strauss, Lumbye, m.fl. Den afsluttende koncert er naturligvis åben for alle.

NUS – Nordjyllands Ungdomssymfoniorkester

Nordjyllands Ungdomssymfoniorkester (NUS) er et fælles ungdomssymfoniorkester for alle regionens Musik- og Kulturskoler. NUS opstod for nu altså 10 år siden ved sammenlægningen af det tidligere Ungdoms Symfoniorkester Nord (USN) og Himmerlands Ungdoms Symfoniorkester (HUS). NUS støttes af Kulturaftale Nordjylland.

NUS mødes på tre årlige weekendstævner (med overnatning): et i november, et i januar og et i marts- april. Værtskabet for stævnerne går på skift imellem de nordjyske musik- og kulturskoler, for at orkesteraktiviteterne får så bred en geografisk dækning som muligt. Der deltager omkring 100 børn på hvert stævne.

Ved stævnerne har eleverne mulighed for at deltage i et fuldt udbygget symfoniorkester (for de mere erfarne elever) og et strygerorkester (for de lidt mindre erfarne). Til nogle stævner er der også et tilbud om deltagelse for begynderstrygere.

Stævnerne afsluttes altid med en koncert, hvortil der normalt møder 350-400 tilhørere. Det er altid en stor oplevelse for de medvirkende at vise resultatet af deres arbejde, og samtidig bliver de selv vigtige rollemodeller for kommende musikskoleelever, der får mulighed for at opleve et ungdomssymfoniorkester i deres egen del af regionen ved disse koncerter.

Fakta om Vinterstævnet:

Indtjekning er fredag fra kl. 17.30. Koncerten finder sted søndag kl. 14.00-15.00

Adresse: Præstemarken 2, 9500 Hobro.

Deltagergebyr: 300 kr.

Sidste tilmeldingsfrist d. 12/1.

Tilmelding finder sted på NUS’ hjemmeside