Første oktober bliver koordinatorstolen i KulturKANtens sekretariat igen besat, når Cathrine Gamst, med en måneds slip, afløser Anna Møller Larsen på posten som koordinator for KulturKANten.

Cathrine Gamst er oprindeligt fra Aalborg, men bor i Aarhus. Hun er uddannet kandidat i kunsthistorie og medievidenskab og har arbejdet som hhv. projektkoordinator ved Rambøll Management, som kommunikationsmedarbejder i Aarhus’ skolesystem, underviser på Århus Kunstakademi og medarbejder på kunsthallen Galleri Image. På Image har hun koordineret udstillings- og udgivelsesprojekter bl.a. i forbindelse med Aarhus 2017 og er netop nu ved at koordinere en festival, Photobook Week Aarhus, som hun skal nå at gøre færdig, inden hun tiltræder stillingen som koordinator for KulturKANten 1. oktober. I sin fritid er Cathrine en del af det historiske teaterselskab Pulchra Semper Veritas (som spiller barokteater med alt, hvad der hører sig til) og Kultursalon Aarhus, som arrangerer kulturelle begivenheder i salonformat med koncerter, oplæsning og debat.
Velkommen til Cathrine.