Vi møder lukkede døre, låste døre, åbne døre og døre, der står lidt på klem. Vi bliver konstant udfordret, når vi møder disse tilsyneladende forhindringer på vores vej gennem livet, hvad enten det er håndgribelige døre eller de mere luftige af mental karakter.

Tør vi åbne døren vi står overfor, kan vi åbne den, vil vi åbne den. Kan den lukkes igen, skal den lukkes igen, og hvad siger de andre mon. Bør vi vente og holde døren for den næste eller skal vi lade det være op til hver enkelt at åbne og lukke egne døre i eget tempo?

Er der kun én måde og én sandhed? Skal vi regne vejen ud eller kan vi gå i tillid til, at alt ordner sig, og at de døre vi har brug for og lyst til at åbne vil være åbenbare.

De 7 døre har ikke umiddelbart nogen udenfor eller indenfor, de står sårbart og frit i naturen 7 forskellige steder på Mors. De oprindelige 7 døre er lavet af Anja Korsgaard med praktisk hjælp fra Kulturhus Sydvestmors til den årlige pilgrimsvandring på Mors i 2013 (www.pilgrimmors.com). Temaerne, som Anja har arbejdet med, er de 7 pilgrimsord langsomhed, frihed, enkelhed, bekymringsløshed, stilhed, fællesskab og åndelighed. Og via dør-værket her, lægger hun op til individuel refleksion over disse, i såvel ord som billeder. Hvad du vælger at lægge og læse i disse døre med deres 7 ord er op til dig. Om og hvordan du når målet og hvad det er, er op til dig. Om du vælger at slå det her hen som gamle døre uden betydning eller bruger det som en mulighed for transformation og refleksion er op til dig. Kort sagt: VAlGET ER DIT.

“Døren er der”, sagde hun, og gik sin vej …” Klik på billedet og læs meget mere om Dør Værket

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

(U2013-05-25)