Endnu en ung forfatter fra Brønderslev Forfatterskole

22 september 2014 udkom 21-årige Zakiya Ajmis billedbog Pigen, der var en sky på Carlsens forlag. Zakiya Ajmi er tidligere elev på Brønderslev Forfatterskole (2009 og 2010) og Pigen, der var en sky er hendes anden udgivelse. Zakiya Ajmi debuterede nemlig allerede som 19-årig med Mikro Mille (Forlaget Palka). 

Pigen, der var en sky
Mød pigen, der er født som sky, selv om hendes forældre hellere ville have haft en Amanda eller en Josefine… Sky er en ægte sky-pige, som allerbedst kan lide at lege med de andre skyer. De fleste mennesker synes, at hun er lidt mærkelig, så det er sjovere at være blandt skyerne. 

Pigen, der var sky er den 21-årige Zakiya Ajmis anden børnebog. Bogen er illustreret af Anne Louise Laugesen.

Allerede nu arbejder  Zakiya Ajmi på en roman der er rettet mod 10-12-årige piger. Romanen udkommer på Carlsens Forlag til januar 2015.

Zakiya Ajmi er langt fra det første unge forfattertalent, der har trådt sine litterære barnesko på Brønderslev Forfatterskole, hvor andre elever blandt andre tæller Yahya Hassan (f. 1995, Digte Gyldendal 2013) og Emma Elisabeth Nielsen (f. 1994, udkommer med sin seneste roman på Gyldendal til januar 2015)