Konkurrencen for dig, som vil bidrage til KulturKANtens fremtidige formidling af kunst og kultur
KulturMATCH : 5. november 2022 / kl. 10-15 / i Aalborg
KulturKANten, den nordjyske kulturaftale, inviterer til KulturMATCH: et event, en konkurrence, et bidrag. En enestående mulighed for at kunne deltage og være stemme for KulturKANtens fremtidige kommunikation og formidling af kunst og kultur i Nordjylland.
Vi inviterer derfor ALLE interesserede unge til at deltage og bidrage med netop dine øjne, din stil, dine ønsker og dine kompetencer, hvor I sammen i tværfaglige teams får lov at konkurrere om at udvikle KulturKANtens grafiske profil.
Konkurrencen er for dig der:
- Har en kunstnerisk praksis eller drøm
- Eller er på en relevant uddannelse (alt fra webudvikling, formidling til kommunikation)
- Bare er interesseret og
- Er mellem 15 og 25
- Har mod på at afprøve dine kompetencer i tværfaglige teams med jævnaldrende
- Har lyst til at bidrage til KulturKANtens nye grafiske profil og kommunikationsstrategi
Under KulturMATCH får du:
- Mulighed for at udvikle dig i tværfaglige teams
- Afprøve dine kompetencer ud fra en case sat af KulturKANten
- Faglig sparring af professionelle indenfor brandudvikling, grafisk formidling, storytelling og kommunikation
- Muligheden for at vinde et skræddersyet forløb, hvor du og dit team får til opgave at følge jeres projekt fra idé til virkelighed – naturligvis lønnet, se mere her under om ”hvad vinder du”?
- Nyt netværk og en hyggelig dag.
En konkurrence siger du? Hvad vinder jeg?
Mere arbejde! I et skræddersyet forløb, der matches dine kompetencer og ønsker, bliver du tilknyttet KulturKANten og vores samarbejdspartner Clienti, og skal følge og kvalitetssikre jeres bud fra KulturMATCH, sammen med Clienti til dørs.
- I tilbydes et skræddersyet forløb, hvad end du er grafiker, til storytelling og content, systemudvikling eller er mere til det strategiske.
- Forløbet tilbyder op til 40 timer pr. person til en timeløn på 130 kr – svarende til et gennemsnitligt studiejob. Forløbet strækker sig over uger eller måneder, alt afhængig af de rammer vi sammen sætter.
- Fælles for det hele er, at du sammen med dit team får professionel vejledning og mentorskab hele vejen igennem forløbet.
Ønsker du at deltage skal du:
Du kan søge om deltagelse ved at klikke her
Ud over trivielle fakta som navn, alder og postnummer, bliver du bedt om at svare med få ord på store spørgsmål:
- Hvad bringer du til bordet? Hvad ser netop dine øjne? Hvad bidrager du ind i et tværfagligt samarbejde?
- Hvad drømmer du om at få med dig hjem? Nye venskaber? Kompetencer? Netværk? Viden?
- Hvilken betydning har kunst og kultur for dig?
Du er desuden velkommen til at vedhæfte et simpelt cv eller gode eksempler fra dit portefølje, men det er ikke et krav.
Værd at vide:
- Ansøgningsfristen er søndag den 30. oktober 2022 (inden midnat!)
- Du får besked om du er udtaget til deltagelse den 2. november senest kl. 15.00
- Book din dag den 5. november
- Du skal til Aalborg, det meldes ud mere præcist hvor. Du kan få refunderet dine rejseomkostninger ved deltagelse – ligesom du også får støtte til rejseomkostninger hvis du bliver tilbudt og er interesseret i et videre forløb.
Hvorfor afholder KulturKANten KulturMATCH?
Alle der har besøgt KulturKANtens hjemmeside (www.kulturkanten.dk) kan blive enige om, at den nok er lige lovlig retro, og dermed ikke helt lever op til hverken dets potentiale eller almindelige formidlingsmæssige forhold.
Vi har derfor besluttet, at KulturKANtens synlighed skal styrkes, og hvilken bedre anledning til at stramme op og skabe synergi end en sådan. Vi har indgået et samarbejde med Clienti – integreret brandbureau om udviklingen af ny visuel identitet, hjemmeside og kommunikationsstrategi, og styrket forankring mellem kulturkanten.dk og søstersiderne bmmk.dk og ummk.dk – I den forbindelse vil vi gerne give inddragelsen et løft, samtidig med at vi står på KulturKANtens værdier om talentudvikling og visionen om ”at vække lysten og skabe fællesskaber”.
Vi håber derfor med KulturMATCH, at kunne matche
- Unge med kulturlyst og skabertrang på tværs af fagligheder
- De unge med Clienti i gensidigt udviklende forløb
- De unge med KulturKANten
- KulturKANten med bmmk og ummk