Kunstpionererne og KUNSTHAL NORD præsenterer “Live i udstillingen”

I morgen torsdag d. 27. juni præsenterer uddannelsen Kunstpionererne og KUNSTHAL NORD elektroniske liveset, der er skabt af studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg. Men kom allerede kl. 18.30 og deltag i en inspirerende artist talk med Paula Kaniewska, der fortæller om sit koncept bag den aktuelle udstilling Aalsundby-Nørreborg, som er også er støttet af KulturKANten gennem Ud-over-KANten-puljen. Udstillingen kan aktuelt opleves i Turbinegalleriet i Nordkraft i Aalborg .

Kig forbi Kunsthal NORD i Aalborg, når de lancerer det nye format ‘Live i udstillingen’ – små livesets i kunsthallens udstillinger. Torsdag præsenteres værker komponeret af studerende fra Elektronisk Lyd & Musik ved Det Jyske Musikkonservatorium.

Jacob Tolstrup og Nikolaj Skjold fremfører hver deres elektroniske kompositioner midt i Theis Wendts installatoriske værk ‘Invisible Presence’. Værket er en del af Wendts store soloudstilling ‘Negative Meadow’, der fylder Kunsthal NORD frem til 30. juni.

Puyain Sanati åbner aftenen med et dj set.

Der er som altid gratis entré, kaffe, vand eller en øl.

Find begivenheden på Facebook her: https://www.facebook.com/events/2184079615169917/

– – –

Om værkerne:

Jacob Tolstrup: Synthetic Chamber (2019)

Jacob Tolstrup har gennem de sidste måneders tid udforsket mulighederne ved at komponere med en kvadrofonisk højtaleropsætning. Dette har blandt andet resulteret i dette værk.

Det kan være en følelse af at stå i centrum af et instruments klangkasse og lytte til reflektionerne, der bevæger sig omkring en. Det giver en auditiv oplevelse af et simuleret, formskiftende rum.

Nikolaj Skjold: Tiny Garden (2019)

Nikolaj Skjold vil fremføre et værk bestående af live-modulerede feltoptagelser på det kvadrofoniske højtalersystem.

Ved at mægle mellem naturens aksiomatiske struktur gennem realoptagelser og støjens latente dystopi vil han imitere sårbarhedens ræsonnement og fortolke en verden, hvor et døende biotopisk livsfælleskab er en sandsynlighed.