Kunstpionerernes kunstprojekter spreder sig i det nordjyske landskab denne sommer

Efter to års undersøgelser og møder med kunsten afvikler eleverne fra uddannelsen Kunstpionererne deres afgangsprojekter, kaldet Kunstsatellitter. Med afgangssatellitterne bliver kunsten sendt ud til syv nordjyske kommuner og åbner op for lokale møder i de udvalgte områder. Kunstsatellitterne afvikles i det offentlige rum og kredser om aktuelle kunstneriske formater –  installationen, det naturlige materiale, performance og det digitale – materialer og kunstneriske tilgange, der peger på tendenser og samtaler i tiden. Alle satellitter vil kunne opleves i juni og juli 2021.
 
• Billeder fra uddannelsen Kunstpionererne kan downloades her
• Uddannelsen kan følges på Facebook og Instagram
• Uddannelsen er støttet af Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond, UMMK og KulturKANten

I form af syv grupper har kuratorspirerne over det sidste halve år arbejdet intenst på at skabe hver deres Kunstsatellit. Vi har mærket stort engagement i samtidskunsten hos de unge, og selvom livet for Kunstpionererne de seneste par år har budt på både flytninger, nye job og uddannelser er fællesskabet intakt. De ugentlige online-møder er blevet en del af hverdagen, og til trods for de udfordringer covid-19 ellers har medført, tænkes der stadig store tanker og drømme. Det er tydeligt, at kunsten er blevet en måde at udtrykke sig på, en anledning til undren og ikke mindst et værktøj til at søge svar. 
 
Uddannelsen Kunstpionererne er ved at nå vejs ende, og projektet har kastet en masse erfaringer af sig. 

”Kunstpionererne er et pilotprojekt med stort P. Der er ikke nogen af os i Kunsthal NORD, der før har prøvet kræfter med et lignende format, og vi har lært mindst lige så meget som vores elever. Det var vores vision at give nordjyske unge en bevidsthed om kunsten som mulighedsrum – ikke som udøvende kunstnere men som kuratorer. Undervisningsplanen har derfor været stærkt inspireret af vores hverdag i kunsthallen, en hverdag der centrerer sig omkring det at formidle og skabe de bedst mulige vilkår for oplevelsen af samtidskunsten. Afgangsprojekterne tager afsæt i den vision, og det må derfor være op til publikum at afgøre, hvorvidt vi har opnået det, vi satte os for tilbage i september 2019”, udtaler Josephine Boesen, projektleder ved Kunstpionererne.
 
Mød samtidskunsten i de nordjyske kommuner
Under titlen landskabt er kunstnerne Søren Lose og Svend Bager inviteret til Bramslev Bakker, hvor de skal arbejde langs Panoramaruten. Udstillingens tema er relationen mellem menneske og natur, og dette forhold undersøges med afsæt i naturen, kulturen og biodiversiteten i Mariagerfjord Kommune. I Thy er kunstnerne Sif Hedegaard og claus ejner inviteret til at se nærmere på vores allesammens isolationstræthed og ensomhed, som har været en del af virkeligheden det seneste år grundet covid-19-pandemien. 
 
Derudover byder programmet på videokunst af Sophia Ioannau Gjerding i Rebild, et digitalt arkiv skabt i samarbejde mellem Scott William Raby og FilmMaskinen i Frederikshavn, installationer og videoværker af Kristoffer Ørum og Stine Gro i Hjørring, performance og film af Inga Gerner Nielsen, Stisa Søgaard og Malthe Houe på Morsø og naturlige eksperimenter af Studio Thinking Hand i Jammerbugt kommune. Flere af projekterne skabes i samarbejde med lokale aktører og borgere.
 
Det endelige program ligger klart i løbet af maj 2021. 

Fakta
• Undervisningen startede september 2019 og har primært været afviklet ved Kunsthal NORD i Aalborg. 
• Eleverne har haft undervisning to gange om ugen, hvor der både har været kuratormøder, workshops i projektkoordinering, kunstnersamtaler og teoretiske dialoger. Det seneste år har undervisningen primært foregået virtuelt grundet corona.
• Undervisningen har også budt på studieture og besøg hos både kunstnere og udstillingssteder.
• Der har siden opstart været 17 tilknyttede elever i alderen 18-29 år. Holdet består på nuværende tidspunkt af 15 elever. 
• Uddannelsen er gratis.
• Eleverne afviklede i 2020 to Kunstsatellitter på hhv. Egholm og Læsø.
 
 
For mere information:
Josephine Boesen, Kunstfaglig projektkoordinator
E: josephine.boesen@aalborg.dk
T: 3199 4129