– puljen uden dikkedarer

Vær opmærksom på at KulturKANten 2013-2016 hastigt nærmer sig sin afslutning. Der er en ny kulturaftale på vej for 2017-2020, hvor vi forventer igen at have en Ud-over-KANten-pulje, men indtil den nye aftale er skrevet under af de 11 nordjyske kommuner, Region Nordjylland og Kulturministeren, kan vi desværre kun støtte projekter, der er færdigafviklet i 2016. Hvis du ønsker at søge om midler til et projekt, der skal afvikles i 2017, så hold øje med KulturKANtens hjemmeside – vi lægger information ud, så snart vi har den nye kulturaftale på plads.

Ud-over KANten er en pulje, der støtter det nordjyske vækstlag inden for kunst og kultur.  Få op til 10.000 kr. her og nu til dit næste kulturprojekt og hjælp os med at gøre Nordjylland lidt mere kulturKANtet.

Dit projekt skal passe ind i KulturKANtens vision, som er:

Mødet, Mulighederne og Mangfoldigheden
KulturKANtens vision er at skabe kulturelle møder, muligheder og mangfoldighed. KulturKANten skal styrke og udvikle Nordjyllands position på Danmarkskortet, som et sted, hvor kulturens potentiale både udfordres og udfordrer omgivelserne – og som et sted, hvor du møder kvalitetskultur – både når du aktivt vælger det, og hvor og når du mindst venter det. KulturKANten vil et synligt og markant kulturliv!

Mødet kan være mødet med kulturen, både når man aktivt opsøger det, og når man mindst venter det. Det kan være genrer, der møder hinanden, og kulturaktører, der møder hinanden. Det interessante er, hvad der opstår i mødet, og hvordan det beriger borgeren.

Mulighederne handler om bedre rammebetingelser for både kulturbrugere og kulturaktører. Det kan være muligheden for at opleve og involvere sig i kulturlivet – uanset hvor i regionen man bor, det kan være muligheden for at pleje sit talent og dygtiggøre sig, eller muligheden for at skabe sig en levevej som kunstner og kulturaktør.

Mangfoldigheden skal komme til udtryk både i brugergrupper, i kulturtilbud og i genrer. Uanset hvem du er, eller hvor du bor, vil du møde kunsten og kulturen i Nordjylland, og det, du vil møde, vil være en mangfoldighed af udtryk.

Hvem kan søge
Puljen er for dig der er på vej frem i kulturlivet, og for dig, der gerne vil prøve dig selv og dine ideer af her og nu! Puljen er kort sagt for Nordjyllands kulturelle vækstlag – både enkeltpersoner og grupper.

Hvor meget?
Puljen er på 200.000 kr. pr. år, og du kan søge op til 10.000 kr. til dit projekt.

Til hvad?
Det bestemmer du – så længe dit projekt forholder sig til KulturKANtens vision (Mødet, Mulighederne og Mangfoldigheden – se den øverst på siden) og har KANt.
Du kan f.eks. søge midler til åbne arrangementer, til værker og til kompetenceudvikling.
Du kan søge til leje og indkøb af mindre rekvisitter, leje af udstyr, gear og hardware (denne post må dog ikke overstige 50% af budgettet)

Hvad kan der ikke søges til?
Projekter og aktiviteter, der er set før.
Allerede planlagte og afholdte arrangementer.
Køb af udstyr, gear, hardware og andre former for anlægsaktiver.(mindre rekvisitter kan der dog søges til – se ovenstående)

Hvordan søger jeg?
Vi er åbne over for alle slags ansøgninger. Du kan bruge Ud-over-KANten-ansøgningsskemaet, men du kan også indsende din ansøgning som en lille film eller lignende.  Uanset hvordan du ansøger, beder vi dig fortælle os, hvordan dit projekt forholder sig til visionen om Mødet, Mulighederne og Mangfoldigheden, og hvordan dit projekt har KANt.

Her finder du ansøgningsskemaet 
Husk at svare på alle spørgsmålene i ansøgningsskemaet og at vedlægge projektets budget. Vær især opmærksom på at beskrive din markedsføringsstrategi.
Bemærk at beskrivelsen af projektet maks. må være 2000 anslag og evt. filmklip maks. have en varighed på 5 minutter.

Ansøgningen sendes på mail til: sine.dam.moeller@hjoerring.dk
Er din ansøgning for stor til at kunne sendes på mail, så ring til Sine Dam Møller 72333734 og aftal noget andet.

Vær også opmærksom på at hvis du får støtte, så lægger vi både ansøgningen og bevillingsbrevet op på Ud-over-KANten-puljens hjemmeside, så andre har mulighed for at læse om projektet der.

Projektet skal være afsluttet med udgangen af 2016. Den nordjyske kulturaftale KulturKANten afsluttes ved udgangen af 2016. Der arbejdes netop nu på en ny kulturaftale for 2017-2020.

Og hvad sker der så?
Du får en mail om, at din ansøgning er modtaget. Hvis du ikke modtager en mail, så kontakt Sine Dam Møller på 72333734.
Når din ansøgning er modtaget, vil bevillingsgruppen straks gå i gang med at vurdere den, så forvent et hurtigt svar!

Vi anbefaler, at du søger min. 4 uger før arrangementets/projektets afholdelse

Hvem behandler min ansøgning?
Ansøgningerne behandles af bevillingsgruppen, der består af:

Gregory Miller, kunsthåndværker
Klaus Bystrup, tidligere Aalborg Karneval
Henrik Godsk, kunstner
Lene Høg, 9000ord, Forfatter
Lotte Damsgaard Mortensen, Aalborg Kulturskoles Dramacenter
Lone Hagedorn, NORDcraft
Claus Rene Pedersen, chefkonsulent, Kulturområdet, Aalborg Kommune
Sine Dam Møller, kultur & fritidskonsulent, Hjørring Kommune

Vi ser på ansøgningerne ud fra, hvor godt de er med til at opfylde visionen i KulturKANten.

Hvornår kan jeg få pengene?
Når ansøgningen er behandlet, får du direkte besked. Hvis projektet bevilges midler, kan pengene straks udbetales.

Hvad så, når projektet er afsluttet?
Der er ikke krav om at indsende regnskab for projektet, men du skal kunne vise, hvordan projektet er gennemført, fx. ved at indsende billeder eller en film, som vi kan lægge på KulturKANtens hjemmeside. KulturKANten forbeholder sig rettigheder til at benytte indsendte billeder i omtale mm vedr. KulturKANten.

Hvem står bag?
Bag puljen står KulturKANten 2013-2016 – Nordjyllands kulturaftale, som er er et 4-årigt samarbejde mellem de 11 nordjyske kommuner, Region Nordjylland og Kulturministeriet om udvikling af det nordjyske kulturliv.