Tre bunkere i Vendsyssel var ramme for en koncert med musik og tekst af sangerinden Line Mortensen. Koncerterne kredsede om emnet ’Relationer’ – både tekstligt, musikalsk og akustisk. Bunkerne havde med sine hårde betonvægge en helt speciel akustik, som formede musikken på en måde musikerne ikke helt kunne styre, men som de musikalsk måtte forholde sig til. Væggene kom på sin egen måde til at repræsentere det, der sker mellem mennesker i relationen: “Vi spillede ind i den specielle akustik, hvor genklangen fra væggene var forskellig fra hver bunker og nogle steder ret uforudsigelig”, fortæller Line Mortensen.
“På samme måde er det i relationen – her kan vi heller ikke styre andres respons på det, vi sender ud. – Det spændende er, at vi i andres respons ofte ser et genspejl af os selv, der åbner op for refleksion og udvikling” Med sig havde Line Mortensen saxofonist Jakob Mygind og pianist Carsten Kær Nielsen.
Med hjælp fra Kulturkanten, bliver relations-koncerten nu spillet på arbejdspladser, hvor relations-arbejde er en vigtig del af hverdagen. Trioen har bl.a. spillet for personalet for Kamillianergårdens Hospice.
“Alle var tryllebundet af den nærværende formidling af både smukke sange, dybe refleksioner om det store tema ‘relationer’. Vi der til dagligt arbejder med relationer mærkede stor resonans med de forskellige temaer, sange og anekdoter, koncerten berørte.
Der var stof til eftertanke, og det var rørende, vedkommende og sangene var virtuost akkompagneret med stort musikalsk overskud. Lines store mørke varme altstemme var særligt fascinerende med både sin styrke, sødme, blidhed og frie bevægelse mellem stemmeregistre.
En virkelig skøn oplevelse, der længe gav genklang i sind og krop”
Signe Lindstrøm, hospice-musikterapeut
(2015-11-45)