Emma (12) og Svend (12) har været bedste venner lige så længe, de kan huske. Men Emmas følelser for Svend er ved at udvikle sig. Hun tør ikke fortælle sandheden, og forelskelsen truer med at ødelægge venskabet. Ikke nok med det, så er der også et dødt træ i haven, der er begyndt at opføre sig underligt. Det liver op og bliver magisk. Små sedler med Emmas tanker spirer frem på træets grene. Svend opdager det magiske træ, men Emma når at stoppe ham, før han kommer for tæt på. I frygt for at Svend opdager, hvad der står på sedlerne, beslutter Emma sig for at brænde træet ned. Svend har fået nok af Emmas opførsel, han pakker sine ting og går. Emma står alene tilbage. Hun erkender, at ensomheden er værre end sandheden, og til sidst tager hun sig sammen og får endelig fortalt Svend, hvad hun føler.