Lene Bek Nielsen

  • Dagtilbud
  • Grundskole

Det bedste er at se ideer komme til live sammen med andre. Det giver det så meget glæde at se deres ideer vokse og folde sig ud.

Læs mere

Hvem er jeg?

Mit navn er Lene Bek Nielsen. Jeg er bosat i Thy, der hvor blæsten gør at man må udvikle stærke rødder for ikke at blive blæst omkuld. Mine rødder er fæstnet, i det at skabe. Jeg er uddannet håndarbejdslærer og har gennem de sidste 32 år arbejdet med og i det kreative univers. Min erfaring strækker sig fra arbejde med børnehavebørn, skolebørn, unge og voksne. Vi har skabt smukke, poetiske, vanvittige og de skønneste ting, både i små intense grupper, samt i store teaterprojekter, workshops, udsmykninger og udstillinger. Jer er ansat på Limfjordteatret hvor jeg designer og udvikler kostumer og rekvisitter. Jeg laver scenografisk arbejde på bla. børneforestillingen Forvandling, hvor scenografien er et tekstilt univers. Er udvikler og planlægger af Halloween Paraden på Mors. Har lavet flere installationer og projekter i børnehaver og skoler. Sideløbende driver jeg min stofbutik. Har lavet ideoplægget og været konsulent på indretningen af Thisted Museums børneafdeling Pulterrummet. Jeg er medskaber af store udstillinger, konferenser og events skabt i naturmaterialer.

Skyumvej 7
7700 Thisted

Hvad kan jeg tilbyde

Nærvær, undren, nysgerrighed, respekt, et blidt skub, latter, åbenhed, glæden ved at finde på, opdage og tage på opdagelsesrejse sammen. Jeg kan tilbyde at se verden gennem alle mulige materialer og nye måder at udnytte dem på. Et poetisk sanseunivers skabt i tekstiler og natur tilsat finurligheder. Oplevelsesuniverser der taler til børns nysgerrighed og ikke mindst til deres sanser. En verden hvor materialerne ikke altid er hvad de giver sig ud for at være. Jeg har f.eks. oplevet mælkekartoner der hellere ville være iskrystaller i huler eller guldspir på papkasseslotte – skruelåg der ønskede sig at være møtrikker på en ubåd. Det er så spændende når tingene fortæller hvad de gerne vil prøve at være, i stedet for blot at være det de er født som. I den proces er det supervigtigt at give børnene plads – de er nemlig ret gode til at tage imod det tingene siger og oversætte det for os voksne.

Projektbilleder