Louis André Jørgensen

  • Dagtilbud
  • Grundskole
  • Unge 15+

Jeg er kunstner og forfatter uddannet v. Det Jyske Kunstakademi. Jeg er interesseret i naturforståelse, sprog, sagn og queer identitet.

Læs mere

Hvem er jeg?

I mit arbejde med bl.a. performance, skulptur, tegning, fotografi og installation bruger jeg sproget og skriften som materiale og motor til at undersøge spørgsmål om natur og naturlighed, sorg og queer identitet. Med særlig fokus på arbejdets kontekst, på stedets historie og materialernes poesi udvikler jeg stedsspecifikke værker, hvor langsomhed og fordybelse er centrale metoder. I mine værker undersøger jeg gerne lokale sagn gennem en samtidig linse, og spørger hvad vi i dag kan lære af disse historier om trolde, hekse og ”særlinge”, som ofte repræsenterer individer, som bryder med normer for køn, seksualitet og religion. Jeg har lavet talrige værker, som bruger geologien som linse til at se på spørgsmål om sorg og queer identitet. Jeg ønsker at sætte fokus på stenene som vigtige men oversete elementer i naturens system. Jeg har 5 huskunstnerprojekter bag mig, som er skabt i samarbejde med blandt andre Bornholms Museum, Esbjerg Kunstmuseum, J. F. Willumsens Museum og Copenhagen Contemporary samt en række folkeskoler og gymnasier. Jeg er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i Aarhus og Biskops Arnö Forfatterskole i Sverige. Jeg har udstillet og performet på institutioner som Kunsthal Aarhus, Antikmuseet, Møstings Hus, Fotografisk Center, Gallery Nicolai Wallner, Museum Skanderborg samt en række festivaler og udstillingssteder i Danmark, Norge, Sverige, Litauen, Tyskland og Spanien. I 2020 debuterede jeg som forfatter med bogen Soy Milk på forlaget Aleatorik.

Ungarnsgade 54, 3. th
2300 København

Hvad kan jeg tilbyde

Jeg kan tilbyde workshops af forskellig længde indenfor en række forskellige temaer, medier og metoder, fx performance, akvarel, digitalt fotografi og collageteknikker, lydkunst, landart, skulptur og fundne objekter. I min undervisning lægger jeg vægt på humor og nysgerrighed, som jeg mener er helt centrale kvaliteter i en kunstnerisk proces. Her handler det ikke om at indfri lærerens forventninger, men om at finde ud af hvad man selv kan lide eller ikke kan lide, og hvorfor. Jeg arbejder stedsspecifikt i min kunstneriske praksis – og det gør jeg også som underviser. Dvs. at jeg udvikler mine undervisningsprojekter i tæt dialog med de institutioner hvor de skal foregå, og lader mig inspirere af faktorer såsom institutionens lokalområde, historie, faciliteter, arkitektur, brugergruppe og eventuelle samling. Jeg har tidligere udviklet undervisningsprojekter i samarbejde med kunstmuseer, kulturhistoriske museer, samtidskunstinstitutioner, folkeskoler, gymnasier, højskoler med flere.

Projektbilleder

  • Jeg er et tungt og langsomt menneske, processbillede. Foto: Louis André Jørgensen
  • Vidste hun noget om skoven, performance. Foto: Lasse Fischer.
  • Narrative Erratics, installation. Foto: Lasse Fischer.
  • Sprængning, Rønne Granit. Huskunstnerprojekt. Foto: Laurits Nymand Svendsen
  • Søsætning af flaskoposter, Esbjerg. Huskunstnerprojekt. Foto: Louis André Jørgensen.