Hvad er en kulturaftale?

En kulturaftale er en fire-årig aftale, som kommuner kan indgå med kulturministeren, og som handler om at understøtte kulturen og skabe udvikling i deres område. Der kan være én eller flere kommuner med i samme kulturaftale; de kommuner kalder man en kulturregion.

 

Kulturministeren kommer med nogle løse rammer for hver fire-årig periode, og kulturregionerne formulerer herefter deres lokale behov og ambitioner som konkrete indsatsområder, der samles i en kulturaftale. Kulturministeren skriver under, og kulturaftalen gælder de næste fire år.

 

Kulturaftaler handler i allerhøjeste grad om at skabe samarbejde og udvikling, både i eget område og på tværs af kommuner og aktører. 

 

I den nordjyske kulturaftale Kulturkanten er alle 11 nordjyske kommuner - og Region Nordjylland - med i samarbejdet. 

Hvem er med i Kulturkanten?

 

Kulturkanten er som sagt den nordjyske kulturaftale, og vi er et stærkt samarbejde mellem de 11 nordjyske kommuner samt Region Nordjylland. Vi er den største kulturregion i Danmark, og vi har eksisteret i vores nuværende form gennem hele seks kulturaftale-perioder.

 

Vores 11 kommuner er: Læsø, Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Brønderslev, Aalborg, Thisted, Morsø, Vesthimmerland, Rebild, Mariagerfjord.

 

Vores arbejde handler om at understøtte og udvikle det nordjyske kunst- og kulturliv, og kulturaftalen føres ud i livet i samarbejde med en lang række af nordjyske kulturaktører og kunstnere.

Hvem er vi i Kulturkanten?

 

Kulturkanten drives til daglig af en håndfuld medarbejdere, som brænder for kultur og for Nordjylland.

 

Vi ser os selv som facilitatorer og udviklere, som er her for borgernes skyld, så ræk meget gerne ud til os. Vi har kontor i Løgstør og Aalborg, men kører hver uge rundt mellem vores samarbejdspartnere, støttede arrangementer og projekter i hele Nordjylland.

 

Udover vores gode sekretariatsmedarbejdere har vi også en politisk styregruppe og en administrativ styregruppe. Vores koordinator hedder Soffia Snorradottir og sidder til daglig i Aalborg.

Kulturkantens sekretariat

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra venstre: Koordinator Soffia, projektleder Marie Louise, projektleder Kjartan og projekt-/kommunikationsmedarbejder Emilie.

Sekretariatet på Kulturmøde

Sekretariatet af sted til Kulturmødet på Mors '23.

Kulturkantens koordinator Soffia Snorradottir fortæller:

Hvad laver Kulturkanten egentlig?

”Vi laver en masse koordinerende og udviklende arbejde, og vi har travlt, men vi elsker det, for arbejdet giver mening. Vi servicerer styregrupper, vejleder vores puljemodtagere, faciliterer netværk, laver kommunikation, opsamler viden – og så er der selvfølgelig sådan noget med administration og økonomistyring. Men dialogen og samarbejderne er nok det, vi brænder mest for.

 

Kulturkanten fungerer også som en øjenåbner for de kulturtilbud, der ligger uden for kulturskolerne og de kulturtilbud, som er nemme at få øje på i hverdagen. Det handler både om vækstlag, talentudvikling og risikoviljen til at støtte helt nye typer kulturinitiativer.

 

Vi åbner op for målrettede og tilpassede dybdegående forløb og talentprogrammer, der pirrer, vækker lysten, skaber fællesskaber og ikke mindst er med til at føde unge, dygtige kulturskabere.

 

I mine øjne har Kulturkanten potentialet til at udrette meget og gøre en mærkbar forskel for borgerne på få år. Den måde, kulturaftalerne forpligter sig til at samarbejde og understøtte kulturen bredt i en større region, giver nogle unikke muligheder for sammenhængskraft, udvikling og lokalt ejerskab.

 

Det er virkelig et unikt samarbejde, som mine forgængere har bygget op over de sidste 20+ år, og dét er vigtigt for mig at blive ved med at styrke. Uden partnerskabskommunerne, ingen Kulturkanten, og dermed ingen samlende indsats for at understøtte kunsten og kulturen bredt i en region, hvor der kan være langt imellem husene og tilbuddene.”

Tre hurtige om kulturaftaler

  • En kulturregion er ganske enkelt en eller flere kommuner, som tilhører den samme kulturaftale.

     

    Det er muligt kun at være én kommune i en kulturregion – det gælder f.eks. Aarhus Kommune, som er den eneste kommune i deres kulturaftale – men oftest er der flere kommuner med.

     

    Ligeledes kan kulturregionerne godt bestå af kommuner, som går på tværs af geografiske regioner.

     

    En kulturregion er altså ikke er det samme som en geografisk region.

     

    Men lige netop Kulturkanten er faktisk lidt speciel, fordi det er præcis de samme 11 kommuner, der udgør både vores kulturregion og vores geografiske region. Det gør det nemt for Region Nordjylland, som kun har én kulturaftale at forholde sig til, og derfor har indgået et forpligtende partnerskab med Kulturkanten, på samme vilkår som kommunerne.

  • Der findes 12 kulturaftaler (og dermed 12 kulturregioner) i Danmark.

     

    I perioden 2021-2024 har aftalerne haft et fælles fokus på børns og unges møde med kulturen.

     

    Klik her for at se de 12 kulturregioner. 

     

  • Når man taler kulturaftaler, taler man også om indsatsområder. Indsatsområderne er nogle helt konkrete prioriteringer, som er blevet tilpasset efter lokale udfordringer og behov. 

     

    I Kulturkanten 2021-2024 har vi tre indsatsområder, som også har puljer knyttet til sig:

     

    Lære at Være er Kulturkantens børne- og ungeindsats, hvor Lære at Være, Børns Møde Med Kunsten, Unges Møde Med Kunsten og projektet IVÆRK hører hjemme.

     

    Sund med Kultur handler om at integrere kulturtilbud i sundhedssektoren for at øge trivsel og give kunstnere anledning til at udvikle kompetencer på området.

     

    Nordjyske Fortællinger sætter fokus på det stedsspecifikke, på tværregionale samarbejder og på dét, der samler os som mennesker.

     

    Klik her for at læse mere om vores tre indsatsområder.

Tak fordi du læste med. Vi håber, du blev lidt klogere på de danske kulturaftaler.

Vi er stolte af Kulturkanten og taknemmelige for alle jer, der samarbejder med os og bliver ved med at skabe udvikling og samarbejde i det nordjyske kulturliv.