Idékvinden bag workshoppen og dagens anfører var den erfarne projektmager Marie Weiergang, som fortalte om tankerne bag dagen:

 

”Uanset om man laver film, teater, musik eller hvad, så har man jo mange af de samme udfordringer og står over for den samme fundraising-jungle...

Hos FilmMaskinen har vi filmuddannelser og laver filmaktiviteter, men vi har også forpligtet os til at lave nogle netværksstyrkende aktiviteter. Også mere bredt end bare for film. Og så fik vi den her idé til at lave en iværksættercamp.

Jeg brugte Kjartan og IVÆRK til at få kontakt til de andre ungemiljøer. Der kom f.eks. fire fra Hobro i dag! Der var stor spørgelyst og interesse, og jeg kunne høre snakken gå, så jeg håber på, der kommer nye samarbejder i gang.”

Marie fra FilmMaskinen



Marie kom rundt om mange emner, men bl.a. tankerne om at finde sit "Why" i et projekt, vigtigheden i at forstå hvordan man kan opgøre egenfinansiering, og hvor mange slags økonomisk støtte, der faktisk findes, gav anledning til gode samtaler i den gamle maskinhal. Og så var Maries kærlighed til Excel altså ret smittende.

Iværksætterworkshop: Ung Kult holder oplæg, foto Claire Chevalley
Iværksætterworkshop: Ung Kult holder oplæg, foto Claire Chevalley

Søg puljerne og søg hinanden

En mindre hvirvelvind ramte Frederikshavn, da TikTok’eren Silas Mose holdt oplæg om sociale medier. Silas var fuld af content-idéer til workshoppens deltagere og opfordrede alle til at turde gøre noget nyt og til at bruge video til at skabe opmærksomhed om deres kulturprojekter. Man kan have forskellige holdninger til TikTok, men Silas' energi talte for sig selv.

 

Den gode energi fortsatte, da Didde Nicolaisen fortalte om IVÆRK-puljen, og Ung Kult fortalte om deres ambitiøse netværk for ungemiljøer, både nationalt og regionalt. Netop ønsket om et stærkere netværk var også en tydelig motivation for flere i publikum:

”Jeg har egentlig haft en drøm længe om at komme ind i de lokale kunstmiljøer... Men hvordan gør man det? Hvor mødes kunstnerne henne? Da jeg så programmet her, tænkte jeg, at det var relevant for mine egne projekter i forhold til at søge fonde og i forhold til at møde andre,” sagde Sophie Augusta Frederikke Stig Meyer fra bandet Jordlyd.

En anden nysgerrig deltager var Nicolaj Pedersen:


"Jeg er her i dag for at blive klogere. Både fordi jeg som person gerne vil øge mine kompetencer inden for projekter, og fordi jeg på spillestedet Vendelbohus skal finde samarbejdspartnere i fremtiden. Hvis man vil have noget til at ske, må man jo sætte gang i ting selv. I dag er et fedt arrangement, så jeg håber, der kommer noget opfølgende,” lød det fra Nicolaj.

 

Sidste punkt på det faglige program var Anne Møller Christensen fra SKAL Contemporary, som arbejder med samtidskunst i Skagen. Hun fortalte om både de udfordringer og fordele, de har mødt som nordjysk kunstprojekt – og hvorfor det er vigtigt at få fondsmidler til denne del af landet.

 

Hele lørdagen blev afsluttet med endnu mere god stemning fra Hummerdreng, som var blevet booket af Under Kniven og Ishuset LIVE til at komme og spille koncert.

 

Tak for en forrygende inspirationsdag!

Hummerdreng optræder

 

 

Iværksætterworkshoppen var et samarbejde mellem IVÆRK, FilmMaskinen, Under Kniven og Ishuset LIVE.

Elever fra FilmMaskinen, foto Claire Chevalley

 

 

Fotos: Claire Chevalley for IVÆRK