Jeg havde i forvejen sunget med de hjerneskadede borgere på Ungdomshøjskolen og Lejbjergcentret, hvor jeg blev imponeret over deres livsglæde. Personligt kender jeg til det at fortabe mig i mine egne begrænsninger, og projektet opstod: ”Hvad nu hvis vi sammen kunne skrive en sang, der mindede dem om fællesskabet når de følte sig alene?”
Jeg tog ud og interviewede og talte med borgerne på institutionen, hvorefter jeg skrev en sang til netop dem med deres egne input. Så gik jeg i studiet og indspillede den, så de altid kan fange øjeblikket uanset hvor de er og blive mindet om at de er en del af et fællesskab.
Både på Lejbjergcentret & Ungdomshøjskolen var jeg så heldig med stærke personalegrupper der kendte deres borgere. De faciliterede samtalen for dem med erhvervet hjerneskade – og da jeg ankom hos dem med tidlig skade, havde de gjort benarbejdet med tekstindholdet, så vi kunne fokusere på musikken.
Og modtagelsen blandt borgerne overraskede mig. Jeg måtte investere – i en CD-brænder! Så Frank og alle de andre også kunne høre sangen – nu er der udsolgt og jeg har doneret flere CD’er til deres lotteri og julekalender.
Borgerne føler sig set og hørt. De synger og lytter og har fået en endnu stærkere bånd og en fælles fortælling om det at være menneske. Jeg er taknemmelig for erfaringerne, og glæder mig til at skalere det op – også til andre målgrupper.